Risikovillige investorer ønsker sig flere ”rigtige” investeringsprojekter

Det er ikke byggeriet, der er de risikovillige investorers første valg, når der skal investeres i nye forretningskoncepter. Det er den korte historie, når man kigger ud over landskabet for risikovillige investeringer i Danmark. Innovationsradar.dk satte formanden for Business Angels Copenhagen (BAC), Jesper Jarlbæk, og partner i Keystones, Kenneth Larsen, stævne, for at høre deres refleksioner over byggeriet udviklingsprojekter og vejen til den risikovillige kapital.

Investeringer med risikovillig kapital er typisk karakteriseret ved relativ høj risiko, men indebærer omvendt mulighed for store afkast. Som virksomhed eller iværksætter er det ikke let at opnå kapitalindskud fra en risikovillig investor, og relativt få virksomheder kommer gennem nåleøjet. Byggeriets små og mellemstore virksomheder har historisk set ikke tradition for at være aktivt opsøgende i forhold til den risikovillige kapital. Omvendt har der heller ikke været vist nogen særlig interesse i byggeriets virksomheder, fra investorenes side.

Ikke tradition for at investere i byggeriet
Ifølge formanden for BAC, Jesper Jarlbæk, er der ikke tradition for at investere i byggeriet inden for rammerne af Business Angels i Danmark. Her ligger fokus hovedsageligt på Cleantech, Medico og i særlig grad IT. IT-virksomheder er ”born global”, og de har en realistisk exit horisont på fem år, som er Business Angels’ foretrukne exit horisont, før de sælger virksomheden videre.

På den anden side understreger Jesper Jarlbæk, at hans oplevelse er, at Business Angels i tiltagende grad efterspørger investeringsmuligheder i ”rigtige” projekter og virksomheder. Med dette skal forstås, virksomheder, der bygger på et mere klassisk produktperspektiv. ”Der er her er en oplagt mulighed for projekter inden for byggeriet, fordi de udviklede produkter ofte udmønter sig i  fysiske komponenter, styringsredskaber og andre koncepter, som er lette at forstå fordelene ved.” fortæller Jesper Jarlbæk.

Grundlægger og partner i Keystones, Kenneth Larsen er enig i det synspunkt. Keystones driver sekretariatet for store dele af de danske Business Angels netværk, og screener op mod 250 virksomheder årligt. Kenneth Larsen udtaler: ”Byggebranchens konservative image er et problem i en risikovillig kapital sammenhæng. Men hele cleantech og vandtech bølgen er jo også en integreret del af byggeriet, og her er der en række aktive investorer.”

Projektpræsentation skal være original
Ofte er det også et spørgsmål om måden man præsenterer sit projekt på, der kan være afgørende for at vække investorernes interesse. Her efterspørger både Kenneth Larsen og Jesper Jarlbæk nytænkning i forhold til ansøgninger fra virksomhederne generelt. Investorerne vil ikke nødvendigvis altid se forretningsplanen, men hellere en gennemarbejdet investor-præsentation, der forstår at fange investorernes opmærksomhed, fordi den er original. 

Konceptet skal dække et reelt behov i markedet
Et andet forhold, der har betydning for ventureinvestorerne er, hvor tæt virksomheden er på kunden. Hvor tæt er man på at skrive den første faktura, eller har man måske allerede sendt et par af sted? Med andre ord: er der tale om et eksisterende kundegrundlag? Om end det er lille, så har det betydning for investorernes beslutning. Ved at kunne påvise eksisterende og potentielle kunder sandsynliggør man, at det udviklede koncept dækker et reelt markedsbehov, og dette vil altid være sagens kerne, når der investeres i nye, risikofyldte projekter og nyopstartede virksomheder.

 

 

 

 

Måden man præsenterer sit projekt på, kan være afgørende for at vække investorernes interesse