Byggeriet spiller en ikke uvæsentlig rolle i aftalen om Danmarks Innovationsfond

06.11.13 / fonde

Innovationsradar.dk følger lanceringen af Danmarks nye store innovationsfond tæt - hold dig til og hold dig opdateret.

I første halvår af 2014 etableres regeringens nye store forsknings- og innovationsfond – Danmarks Innovationsfond, med undertitlen ”Fonden for strategisk forskning, højteknologi og innovation”. For 2014 har regeringen afsat 257 mio. kr., der er blevet fordelt over en række temaer. En del af midlerne kan komme byggeriets udviklingsorienterede aktører til gode, fordi de er øremærket forskning og udvikling af teknologier og løsninger, der kan ske inden for byggesektoren og relaterede industrier. Derudover er der afsat midler til en øget SMV indsats, som kan være med til at løfte byggeriets små og mellemstore virksomheders kompetenceniveau og understøtte øget samspil på tværs af virksomheder, uddannelsesinstitutioner, forskning m.m.

Danmarks Innovationsfond har fået tilført 257 mio. kr. for 2014 gennem sammenlægningen af Højteknologifonden, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation, og føres videre med udgangspunkt i Højteknologifondens organisering som uafhængigt organ.

Et vigtigt element i Danmarks Innovationsfonds uddelinger er etableringen af såkaldte samfundspartnerskaber. Samfundspartnerskaberne skal understøtte samarbejde på tværs af erhvervsliv, forskning, uddannelsesinstitutioner, GTS-institutter m.m. og dermed sikre implementering af løsninger i storskala. Samfundspartnerskaberne er fastlagt tematisk:

  • Blå arbejdspladser (dvs. arbejdspladser i den maritime sektor) via grønne løsninger
  • Danmark som foretrukket land for tidlig klinisk afprøvning af ny medicin
  • Vandeffektiv industriel produktion
  • Innovatorium til bygningsrenovering
  • Intelligent, bæredygtig og effektiv planteproduktion

I relation til byggeriet er det naturligvis oplagt at fremhæve temaet om bygningsrenovering, men partnerskaber til at understøtte løsninger inden for eksempelvis vandeffektivisering og planteproduktion rækker i høj grad også ind i byggesektorens udviklingsfelter. Tænk bare på udviklingen af det energieffektive/producerende drivhus, eller hvad med løsninger, der effektivt skiller olie fra vand i industrielle anlæg, og dermed gør genanvendelse af vandet mulig i den videre produktion.

Temaerne for samfundspartnerskaber lægger også op til fondens målsætning om at støtte offentligt-privat samarbejde om problemorienteret og efterspørgselsdrevet forskning, der skal bidrage til at løse væsentlige samfundsudfordringer.

Men hvor stor en rolle kan forskning og udvikling i byggeriet komme til at spille i Danmarks Innovationsfond? At dømme ud fra beskrivelserne af indsatsområderne kan byggerelaterede projekter faktisk komme til at fylde forholdsvis meget, givet at fonden modtager kvalificerede ansøgninger fra byggeriets aktører.

I overskriftsform vil Danmarks Innovationsfond støtte forskning og udvikling inden for følgende områder:

  • Økologisk fødevareproduktion (30 mio.)
  • Sundhed, livskvalitet og klinisk forskning (60 mio.)
  • Miljø, vand, husholdingsaffaldssortering og ressourcer til konkurrencedygtige teknologier og løsninger (65 mio.)
  • Strategiske velfærdsteknologier, herunder produktions- og materialeteknologier samt IKT (36 mio.)
  • Transport og logistik (27 mio.)
  • Styrket SMV indsats (39 mio.)

De udvalgte fokusområder (måske på nær sundhed og klinisk forskning) har således alle mere eller mindre direkte relationer til byggeriet.

Frem mod Danmarks Innovationsfonds første ansøgningsrunde, som forventes offentliggjort i løbet af 2014 1. halvår, vil Innovationsradar.dk holde sig opdateret om nyheder vedrørende fonden. Ligeledes vil vi holde jer derude løbende informeret.

Vi håber, at mange af jer vil have Danmarks Innovationsfond i tankerne, når I udvikler, og vi står som altid til rådighed til en snak eller et møde, om fundingmuligheder til jeres udviklingsprojekter. Vi glæder os til at høre fra jer.

 

 

Tilbage