Funding kan bygge bro mellem forskning og virksomheder

”Som forsker indenfor byggeriet er det en løbende udfordring at skaffe finansielle midler” fortæller professor ved Danmarks Tekniske Universitet Svend Svendsen.

Hvordan kan man lave byggesystemer i højstyrkebeton? Hvordan fungerer centrale versus decentrale ventilationssystemer? Det er nogle af de spørgsmål, der interesserer Svend Svendsen, professor ved DTU Byg, Institut for Byggeri og Anlæg, Danmarks Tekniske Universitet.

Denne interesse for forskning og udvikling indenfor byggeriet har medført at Svend Svendsen gennem karrieren har søgt mange forskellige fonde og programmer bl.a. Højteknologifonden, Velux Fonden og Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). Resultaterne har været gode, men forløbet med at få ansøgningen på plads er krævende. Udfordringen er ikke mindst, at flere og flere fonde kræver medfinansiering. Årsagen til det er, at fondene ønsker at sikre, at forskningen har et markedspotentiale og opfylder et reelt behov.

Byggebranchens barrierer for forskning 

Argumentet kan Svend Svendsen godt forstå, men det er en udfordring at realisere og efterleve i byggebranchen, da branchen ikke har tradition for at gå ind i forskning. ”Det skyldes strukturen og leverancesystemet i sektoren, som i høj grad er domineret af de offentlige udbudsregler, der forhindrer, efterspørgsel af et specifikt produkt. Derfor er virksomhederne ikke interesserede i at udvikle patenterede produkter, da der alligevel ikke vil være efterspørgsel på dem” udtaler Svend Svendsen.

Tidsrøveren for Svend Svendsen, når fondsansøgningen skal på plads, er at finde virksomheder, som vil samarbejde og levere den nødvendige medfinansiering. ”Det er frustrerende for mig, at jeg skal bruge så meget tid på at finde samarbejdspartnere i stedet for at fokusere på det, jeg er god til og brænder for – nemlig forskningen” fortæller Svend Svendsen.

Ønsker opsøgende virksomheder

Nogle gange lykkes det heldigvis. Aktuelt er Svend Svendsen i gang med forskningsaktiviteter, der understøtter udviklingen af et modulært byggesystem i højstyrkebeton samt udviklingen af en decentral komfortenhed til indbygning i klimaskærmen. Fælles for disse projekter er ifølge Svend Svendsen, at virksomhederne har været opsøgende i forhold til at få projektet på plads.

Håbet for professoren er, at flere virksomheder ser mulighederne i at funding kan bygge bro mellem forskning og virksomhederne, og skabe bedre vilkår for spændende udviklingsprojekter. ”Det ville være fantastisk, hvis flere virksomheder selv henvender sig til os, fordi de får øjnene op for, hvad forskning kan bidrage med til deres projekter. Vi ville modtage virksomhederne med åbne arme og være klar til at hjælpe dem med ansøgningsprocessen” udtaler Svend Svendsen.

Det ville være fantastisk, hvis flere virksomheder selv henvender sig til os, fordi de får øjnene op for, hvad forskning kan bidrage med til deres projekter