Rettigheder og ansvar i teamet

Rettigheder og ansvar i teamet


De færreste personer eller virksomheder har selv alle de ressourcer, der skal til for at lave en god ansøgning endsige realisere udviklingsprojektet. Inddragelsen af andre er med andre ord en forudsætning for at kunne realisere ideen. Men med bestemte aktører følger også begrænsninger for, hvordan projektet kan udfolde sig – begrænsninger som måske viser sig uhensigtsmæssige i takt med, man bliver klogere på projektets indhold. 

En af metoderne til at løse dette dilemma er at skelne mellem forskellige grader af involvering. Helt overordnet er pointen, at alle ikke kan eller skal have lige meget ansvar og indflydelse. Hvornår denne afklaring sker, varierer, men typisk er den nødvendig at klarlægge ved færdiggørelsen af ansøgningen, hvor organiseringen skal fremgå. 

I forbindelse med sammensætning af et ”ansøgningshold”/”team”/”konsortium”/”partnerskab”(…kært barn har mange navne) kan man skelne mellem fire forskellige fordelinger af ansvar/investering og indflydelse:

  • Ejer: Den centrale part i et konsortium. Den der ser projektet som en central satsning for virksomheden eller organisationen, og som har de vigtigste forudsætninger for at realisere denne.
  • Partnere: Andre aktører for hvem projektet udgør en vigtig strategisk satsning og som derfor også har en betydelig medfinansiering af projektet.
  • Potentielle deltagere og vidensparter: Aktører, som besidder afgørende viden for, at projektet kan lykkes, men som ikke har nogen kommerciel interesse i at være medejer eller deltagere, der endnu ikke har interesse eller er nødvendige for projektets realisering, men som på sigt kan være vigtige parter som erstatning eller supplement til den nuværende konsortiekreds.
  • Interessenter: En bredere kreds af aktører, der kan fremme projektet. Den kan være brugere, myndigheder eller andre aktører, der kan være afgørende for design- og salgsprocessen, eller som er potentielle ambassadører for ideen.

Ejeren bærer hovedparten af investeringerne og har derfor det afgørende ord at skulle have sagt for projektets udvikling. Parterne er medinvestorer med den indflydelse, der følger af deres vedvarende deltagelse i arbejdsgrupperne og styregruppe. Vidensparter og potentielle deltagere vil deltage punktvis og selvagt i mindre omfang – typisk på konsulentbasis. Interessenterne deltager i endnu mere afgrænset form og deltager oftest af interesse (med en symbolsk anderkendelse af deres deltagelse).

Det er naturligvis afgørende for projektets bindinger, hvem der kommer i konsortiets inderkreds (altså er ejer og parter). En central parameter for at sammensætte holdet er således at afbalancere hensynet til adgang til ressourcer med hensynet til ikke at være bundet til bestemte løsninger. Hvis eksempelvis man har brug for en part, der på sigt kan levere komponenter til udvikling af et nyt produkt, er det alt andet lige en fordel at vælge leverandøren, der forhandler mange typer frem for materialeproducenten, der vil have en forkærlighed for sit eget produkt.

Værktøjet er baseret på Vind, B. & Thomassen, M.A. (red) (2009): ”Byggeriets Innovation – innovation af byggeriet i teori og praksis” side 134-138, Realdania, Danmark.

Alle skal ikke have lige meget ansvar og indflydelse, hvis der både skal være plads til nytænkning og fremdrift.