Vær åben om din idé og inviter andre ind

"Vær åben om din idé og inviter andre ind". Det er i hovedtæk de erfaringer, som Onesto Mong har gjort sig i jagten efter fondsstøtte.

Når der bliver snakket om fondsansøgninger hos den kreative konsulentvirksomhed Onesto Mong er det med træthed i stemmen. Virksomheden, som arbejder med oplevelsesudvikling, kreativ kommunikation og innovation, har i flere sammenhænge søgt forskellige fonde uden at opnå støtte. Det er meget ressourcekrævende at skrive en fondsansøgning fortæller Claus Nielsen og Sebastian Dragelykke partnere i Onesto Mong.

Den vanskelige ansøgningsproces

Claus Nielsen og Sebastian Dragelykke har blandt andre søgt om midler hos fonden Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi og Realdania. De fortæller, at det kan være vanskeligt, at identificere, hvilke fonde man skal henvende sig til med den givne projektidé. Derfor har det tidligere været relativt tilfældigt, hvilken fond de har henvendt sig til. ”Hvis man skal lave noget med byrum henvender man sig til Realdania, fordi det er dem man har hørt mest om” udtaler Sebastian Dragelykke.

Når det er lykkedes at finde en fond, hvor projektideen passer godt til fondens hovedformål, er det en udfordring at få ideen passet ind i de underliggende kasser/fokusområder, som fonden opererer med. Det er i høj grad med til at skabe frustration hos Onosto Mong, som hellere vil bruge energien på at fortælle og diskutere den gode idé. Samtidig har det været en udfordring at opfylde fondenes formalia og udfolde ideens kommercielle potentiale.

Lad ideen udvikle sig

Lært af disse erfaringer og for at undgå endnu en frustrerende ansøgningsproces har Onesto Mong nu valgt en anden strategi for søgningen af midler til projektet ”Fra skraldespand til slaraffenland”. Claus Nielsen fortæller, at de indledte projektet med at lave en kort projektbeskrivelse, som forklarer deres idé om at gøre skraldespanden til et moderne byinventar, som ændrer befolkningens opfattelse af og iscenesætter skraldespanden.  Da den korte beskrivelse var på plads henvendte de sig til Frederiksberg Kommune og præsenterede og diskuterede ideen. Kommunen var positiv overfor projektet og nu arbejder begge partner videre mod samarbejde.

Claus Nielsen og Sebastian Dragelykke fortsatte med at vende ideen med potentielle partnere som Ørestad Kultur, Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, Hold Danmark Rent, Teknologisk Institut, Dull Days og er i dag i dialog med mulige producenter. ”Ved at åbne op og invitere flere forskellige partnere ind har projektideen ”Fra skraldespand til slaraffenland” nærmest udviklet sig af sig selv” fortæller Claus Nielsen og Sebastian Dragelykke. Dermed er ideen blevet løbende testet og væsentlige stærkere samtidig med at processen har været mindre ressourcekrævende. Derfor føler Onesto Mong sig bedre klædt på til at skrive fondsansøgningen til dette projekt, da de nu ikke er alene om udviklingen og formidlingen af projektideen.

”Det har krævet en ændring af vores mindset, at nå dertil hvor vi tør åbne op og invitere andre ind i vores projektidé” fortæller Claus Nielsen og Sebastian Dragelykke. Det har været nødvendigt for os at gøre op med tanken om, at vi er et orakel, som ved bedst om udviklingen af ideen. Det er derfor vores anbefaling at se værdien i, at andre kan bidrage til ideen og slippe skrækken for, at nogen stjæler ens gode idé.

...det kan være vanskeligt, at identificere, hvilke fonde man skal henvende sig til med den givne projektidé...