”Nu handler det om at skabe økonomisk vækst”

3 millioner kroner fra Business Angels hjalp startup-virksomheden GenieBelt i gang. Nu skal 3 millioner fra Markedsmodningsfonden hjælpe med at bringe deres byggestyringssoftware tættere på kommerciel succes. Kombinationen af private investorer og offentlige støttekroner har været en effektiv fundingstrategi bag de resultater, som GenieBelt har opnået på bare halvandet år. 

”Vi er heldigvis ikke i tvivl om, at vores produkt holder, men vi har stadig at gøre med en konservativ branche, så det bliver spændende at se, hvor vi står om et år”. Sådan sagde Ulrik Branner, kommerciel direktør og partner i GenieBelt, da Innovationsradar.dk i oktober 2014 skrev om startup-virksomheden, der med en investorkapital på 3 millioner kroner rejst gennem et netværk af Business Angels har udviklet en digital kommunikations- og samarbejdsplatform til styring af byggeprojekter.

I november samme år blev værktøjet lanceret på det danske, engelske og brasilianske marked og senest er GenieBelt også repræsenteret i Canada. I første omgang gik GenieBelt i luften som en gratis web- og app-baseret løsning, hvilket den stadig er det den dag i dag, men sidenhen er der også kommet en række betalte overbygninger til. ”Vi har fra starten sagt, at produktet skal være ’gratis for evigt’ og det holder vi fast i, men vi kører også en forretning, så derfor har vi selvfølgelig også brug for, at stadig flere køber vores abonnements- og skræddersyede løsninger”, siger Ulrik Branner. I dag - knap halvandet år efter lanceringen - har GenieBelt i alt 7.500 registrerede profiler på deres platform, hvoraf de 1.500 er danske, mens resten er fordelt på brugere over hele verden, da GenieBelt fungerer på seks forskellige sprog.

Nye 3 millioner
Men ud over at have vækstet på brugere og på markeder, har GenieBelt også formået at vækste på finanserne i form af ekstern funding. Denne gang er det Markedsmodningsfonden, der har medfinansieret 3 millioner kroner ud af samlet projetktbudget på 5,3 milloner kroner til at teste GenieBelt i brug i et samarbejde med entreprenørvirksomheden Juul & Nielsen, Aalborg Universitet og ingeniørvirksomheden Balslev. ”Markedsmodningsfonden passede godt ind, der hvor vi var i processen og gav os mulighed for at binde de aktører sammen, som netop er dem, der skal arbejde sammen i byggeprocessen”, siger Ulrik Branner.

Og han fortsætter: ”Med fundingen fra Markedsmodningsfonden har vi kunne gå til vores samarbejdspartnere og delvist tilbyde dem at finansiere den risiko, de løber ved at markedsmodne produktet i deres respektive segmenter. Og den hjælp til at reducere risikoen er vigtig at kunne få, hvis man ønsker at udvikle nye produkter og løsninger - og ikke mindst ønsker, at byggeriet udvikler sig”. Det var dog først i andet forsøg, at GenieBelt kom igennem nåleøjet med deres ansøgning. Den første ansøgning blev afvist, men det tog ikke modet fra virksomheden, der rettede de ting til, som var blevet påpeget i afslaget og sendte en ny ansøgning ind – og den gik igennem, som en ud af de 14 projekter, der i december 2015 fik tilsagn baseret på den skriftlig ansøgningsrunde.

Effektiv fundingstrategi
Kombinationen af private investorer og offentlige støttekroner har vist sig at være en effektiv fundingstrategi bag de resultater, som GenieBelt har opnået på bare halvandet år. Og muligheden for at supplere privat med offentlig funding, er også noget, som Ulrik Branner gerne så blev nemmere for startups: "Det er rigtig positivt, at der eksisterer forskellige muligheder for at søge offentlige midler. Men jeg synes også, at der burde være mere - og nemmere - adgang til den form for finansiering, og at det med fordel kunne kobles med en lån-type, så det ikke blev et tilskud men et lån, man blev stillet. Det kunne være en god løftestang til at få endnu flere startups og nye løsninger hele vejen fra idé og ud på markedet". 

GenieBelt har fra start valgt at starte op med et forholdsvist stort medarbejderteam, så organisationen har været gearet til den forretnings- og vækststrategi, som har været styrende for den udvikling virksomheden har været igennem på bare få år. Derfor er der også stort set det samme antal medarbejdere i virksomheden i dag, som der var dengang, den startede op, og målet er heller ikke at vokse eksplosivt i antal medarbejdere fremover. ”De næste 18 måneder ligger vores fokus på at skabe økonomisk vækst gennem betalende kunder til vores opgraderede softwareløsninger. I dag har vi hverken et salgsteam eller account managere, men det er noget af det, vi skal udvikle på i takt med, at vi modner produktet – og jeg er sikker på, at vi om endnu et år har formået at rykke endnu længere ind - eller rettere ud - på byggepladserne”, slutter Ulrik Branner. 

Læs mere om GenieBelt her!

Der er behov for at kunne reducere den økonomiske risiko, hvis man ønsker at skabe nye løsninger og udvikling i byggeriet