Et boost til InnoBooster

15.10.15 / fonde

Det er ikke kun de gode idéer, der får et boost gennem Innovationsfondens InnoBooster-program. Selv har InnoBooster også fået et boost, og det kan mærkes på antallet af ansøgninger, der er tredoblet på få måneder. Og selv om byggeriets andel af ansøgninger også er steget, så er potentialet langt større.  

Da Innovationsfonden pr. 1. august i år lagde en ny kurs for deres InnoBooster-program var det for at give ”helt nye muligheder for de ildsjæle, der har idéer, evner og mod til at investere i Danmark”. Mere konkret har det betydet, at der i 2015 er afsat 250 mio. kr. til risikovillige investeringer, der giver gode idéer luft under vingerne, hvis idéen har potentiale til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark. Med det nye InnoBooster er der åbnet for, at flere forskellige typer af virksomheder har fået mulighed for at søge programmet, ligesom det er blevet muligt at opnå et langt større investeringsbeløb på helt på til 5 mio. kr.

Afprøvning af innovative idéer
Det nye InnoBooster er målrettet små og mellemstore virksomheder, iværksættere og forskere, der har en god idé med et klart vækst- og forretningspotentiale. I InnoBooster er det selve den innovative idé, der er i centrum, og derfor kan idéen både omhandle et nyt produkt, en ny service eller forbedring af en proces, der øger virksomhedens konkurrenceevne, ligesom projektet både kan være funderet på en ny teknologi eller en kreativ idé.

Idéen med InnoBooster er at gøre det attraktivt for iværksættere og mindre danske virksomheder at investere i deres egen udvikling og vækst ved at fjerne en del af risikoen ved nye investeringer. Derudover er der i InnoBooster lagt vægt på, at det skal være nemt at ansøge programmet, ligesom der er åbent for modtagelse af ansøgninger året rundt med en svartid på under 1 måned for ansøgningen på op til 500.000 kr. (ved ansøgninger over 500.000 kr. er svartiden en måned længere, da disse skal fremlægges for og behandles af InnoBoosters ekspertpanel).    

Tredobling af ansøgninger
Fra Innovationsfonden bekræfter man, at ændringerne i InnoBooster-programmet har haft en positiv effekt. Helt konkret er man fx gået fra at modtage 50-60 ansøgninger om måneden til at have modtaget ca. 150 ansøgninger om måneden på de få måneder, der er gået siden programmet blev ændret.

I forhold til tidligere er der i det nye InnoBooster-program åbnet op for at investere i nye, lovende start-up virksomheder samt i forskere, der får mulighed for at modne, udvikle og afprøve det kommercielle potentiale i deres idé eller opfindelse.

”Virksomhederne har virkelig fået øjnene op for, at hvis de har et potentiale, så er der også mulighed for at indfri det. Særligt er det lykkedes os at få start-up virksomhederne med ombord, mens der stadig er et stykke vej at nå i forhold til de etablerede SMV’er”, siger Thomas Bjerre, presse- og mediechef i Innovationsfonden.

Potentiale for byggeriet
Af det stigende antal ansøgninger, er også byggeriets andel steget, men ifølge Thomas Bjerre er der et langt større og dermed uindfriet potentiale for byggeriets virksomheder og iværksættere. Derfor er målet fra Innovationsfondens side også, at langt flere af byggeriets udviklingsorienterede aktører bliver opmærksomme på ordningen. En opfordring, som hermed er givet videre.  

Læs mere om InnoBooster her!

Tilbage