Tendenser 2015: Nyt fra byggeriets fundingaktører

22.01.15 / tendenser

Hvor skal du kigge hen, hvis du gerne vil skabe (fortsat) udvikling i byggeriet, og hvad er på agendaen hos de aktører, der er med til at skabe rammerne for udviklingen?

Vi har spurgt to af byggeriets store støttegivere, GI og Realdania, hvilke tendenser de ser for 2015, når det gælder udviklingen i det byggede miljø. 

Søren Meyer, udviklingschef i GI:
- En klar tendens for 2015 er håndtering og genanvendelse af byggeaffald. Vi har fået flere henvendelse fra folk i byggebranchen, der gerne vil igangsætte aktiviteter inden for dette område. Og flere af de store aktører taler ligefrem om at etablere et videnscenter på området, så det er klart et vigtigt fokus for branchen.

Derudover vil der være et fortsat og massivt fokus på kompetenceudvikling og tilgang af flere elever på erhvervsuddannelserne. Vi støtter flere projekter, som skal øge de unges interesse for erhvervsuddannelserne og være med til at forbedre de unges faglighed og ruste dem til den virkelighed, de skal ud og agere - fx med støtte til et nyt undervisningsmateriale om bæredygtighed.

Og så kan jeg fornemme, at 2014-tendensen omkring lysindfalds positive indflydelse på vores liv i bygninger fortsætter.

Lennie Clausen, programchef i Realdania:

- De seneste år har miljøsiden af bæredygtighed, og i særlig grad ønsket om at reducere energiforbruget til drift af bygninger, været en væsentlig drivkraft for innovation i byggeriet. Både blandt byggeriets rammeskabende aktører, hos videninstitutionerne og i byggeriets virksomheder. Og den økonomiske dimension af bæredygtighed kommer til udtryk, når byggeriets virksomheder søger at udvikle omkostningseffektive løsninger og opnå økonomiske gevinster og effektiviseringer.

Måske bliver 2015 året hvor det tredje aspekt af bæredygtighed – det sociale område – for alvor slår igennem som det, der vil drive innovation i byggeriet? Det kunne være inden for områder som tilgængelighed, tryghed, sikkerhed, komfort og indeklima. Alle disse lidt mere 'uhåndgribelige' størrelser, som ikke desto mindre spiller en stor rolle i vores dagligdag og for vores livskvalitet.


Om GI
GI støtter nytænkende projekter, som udvikler og bidrager til bedre renovering af de eksisterende bygninger og boliger. Det kan fx være gennem udvikling af ny viden, værktøjer og produkter/processer til bedre renovering og vedligehold af ejendomme, formidlingsaktiviteter eller andet. Læs mere om mulighederne for støtte gennem GI her

Om Realdania
Realdania støtter projekter, der er med til at understøtte en udvikling, løse problemer og skabe livskvalitet inden for det byggede miljø. Støtte tildeles ud fra fem filantropiske programmer med hver deres initiativer, som du kan læse mere om her: Rum for alle
, Byer for mennesker, Innovation i byggeriet, Den levende bygningsarv og Mulighedernes Danmark  

Tilbage