Horizon 2020 - Overblik

02.07.14 / fonde

Horizon 2020 har været i gang siden årskiftet. Her kan du få overblik over EU-programmets hovedområder og delprogrammer.

Du kan også finde detaljeret oplysninger om de forskellige puljer i Innovationsradar.dk fundingdatabasen her på hjemmesiden.

Horizon 2020 er det seneste EU rammeprogram, der blev lanceret ved udgangen af 2013, og som udgør en stor del af EU's forsknings- og innovationsmidler frem mod 2020. Der uddeles 592 milliarder kr. mellem tre overordnede shovedområder, man i EU har valgt at afsætte finansiering til.

Horizon 2020 består overordnet af søjlerne Videnskabelig topkvalitet, Industrielt lederskab og Samfundsmæssige udfordringer. Hver søjle indeholder nogle programmer, samt nogle mindre delprogrammer, som går på tværs af eller ligger uden for den overordnede struktur.

Målet er, at Horizon 2020 skal finansiere de bedste og mest innovative projektideer inden for excellent forskning, industrielt lederskab og løsning af samfundsmæssige udfordringer. Forskellen fra forrige rammeprogram 7 er, at der i Horizon programmet er et forstærket fokus på at drive innovationsprojekterne længere i retning mod markedet. I bedømmelserne af projekter vil der derfor være stort fokus på hvilken europæisk indvirkning (impact) projekterne har på bl.a. vækst, internationalisering og jobskabelse.

I tråd med hele tankegangen i Horizon 2020 er der stort fokus på at inddrage virksomheder, heriblandt små og mellemstore virksomheder (SMV'er), i projekterne med det formål at indbyde til tværfagligt og internationalt samspil mellem f.eks. virksomheder og forskningsinstitutioner.

Under søjlen Industrielt lederskab er der oprettet et helt nyt program udelukkende for SMV’er – SMV instrumentet – hvor private virksomheder med under 250 ansatte, mindre end EUR 50 mio. i omsætning eller en årlig balance på op til EUR 43 mio. kan søge. SMV-instrumentet skal gøre det lettere for SMV’er at omsætte idéer til markedsparate kommercielle produkter. Vejen fra tegnebræt til marked skal være kortere og mere simpel for europæiske virksomheder. Derudover er der et nyt program omkring adgang til venturekapital forbeholdt SMV’er.

De tre søjler og underprogrammerne under disse:

1) Videnskabelig topkvalitet (182 mia. kr.) med underprogrammerne:

  • Det Europæiske Forskningsråd (ERC)
  • Fremtidige og spirende teknologier
  • Forskermobilitet og uddannelse
  • Forskningsinfrastruktur

2) Industrielt lederskab (127 mia. kr.) med underprogrammerne:

  • Lederskab inden for støtte og industri-teknologier, f.eks. nano, IKT og bioteknologi                
  • Adgang til risikovillig kapital
  • Innovation i SMV’er

3) Samfundsudfordringer (221 mia. kr.) med underprogrammerne:

  • Sundhed
  • Bioøkonomi
  • Energi
  • Transport
  • Klima
  • Rummelige samfund
  • Sikre samfund    

Små og mellemstore virksomheder har, udover SMV-instrumentet, mange forskellige muligheder for at søge EU-støtte. Projekterne finansierer virksomhedernes arbejde med innovation, international vækst og skabelse af arbejdspladser. Der er dog nogle omkostninger forbundet med at undersøge støttemulighederne, etablere konsortier, udarbejde ansøgninger, etc. som skal tages i betragtning ved ansøgning.

Andre støtteprogrammer for virksomheder

Eurostars: Markedsrettede forskningsprojekter hos forsknings- og videnstunge virksomheder.

Fast Track to Innovation: Ny støtteordning under Horizon 2020 (pilot starter i 2015), der sikrer innovative projekter hurtig adgang til finansiering. Ansøgninger er garanteret en behandlingstid på maksimum 6 måneder.

Øvrige: Ovenstående er de mest oplagte innovationsordninger, men virksomheder kan også få støtte fra andre støtteprogrammer, enten som ansøgere, partnere eller leverandører. 

Tilbage