Innovationsradar.dk lancerer guide til udviklingsprojekters overgang til markedet

28.02.14 / arrangementer

I en ny vejledende pjece klæder Innovationsradar.dk byggeriets aktører på til jagten på kapital til udviklingsprojekters overgang til markedet.
Pjecen lanceres den 3. april 2014 på det årlige Innovationsradar.dk gå-hjem-møde, der i år afholdes i Fiberline Composites' fabrik i Middelfart. 

Skabelonen for ”den gode ansøgning” findes ikke
Det kræver både tid og ressourcer, at skrive en ansøgning om ekstern finansiering til et udviklingsprojekt, hvad enten man søger en tilskudsordning, en fond eller om risikovillig kapital. Derfor er det vigtigt at have gjort sig grundige overvejelser om projektets levedygtighed i henhold til en række forhold. Fonde, tilskudsordninger og investorer har forskellige tilgange til vurdering af ansøgninger, ligesom de typisk lægger mere eller mindre vægt på forskellige elementer i en ansøgning. Derfor giver det heller ikke mening at forsøge at fremvise skabelonen på ”den gode ansøgning”, for den findes ikke. MEN….der findes nogle almengyldige spørgsmål, man som minimum skal forholde sig til, for at komme i betragtning hos fundingaktører og investorer. På dette års Innovationsradar.dk gå-hjem-møde bliver byggeriets aktører klædt på til at finde svarene.

Få redskaber til at finde svar på projektets centrale spørgsmål
I Innovationsradar.dk’s nye pjece bliver du på den ene side stillet over for nogle, for alle udviklingsprojekter, helt centrale spørgsmål, og samtidig udstyret med en række redskaber til at finde frem til svarene. Det kan eksempelvis handle om at sætte det stærke projekthold og vigtigheden af, at der er overensstemmelse mellem projektets innovationsområder og holdets kompetencer. I pjecen gives der også nogle bud på, hvordan man får defineret de særlige styrker og positioneringspunkter i et projekt, samt italesat hvorfor det lige netop er din løsning kunden skal vælge frem for konkurrentens. Pjecen indeholder også værktøjer til, hvordan man analyserer sit marked – dette er vigtigt, når du skal sandsynliggøre over for støttegiver eller investor, at dit koncept dækker et reelt markedsbehov, og at der derfor er plads til netop din løsning på markedet.

Innovationsradar.dk gå-hjem-møde 2014 hos Fiberline Composites i Middelfart
Ligesom sidste års gå-hjem-møde, er rammerne sat hos en innovativ byggevirksomhed, der selv har stor erfaring med at søge og få støtte til udvikling af produkter og forretningsidéer. Det er i år Fiberline Composites fabrik i Middelfart, der danner rammerne for lanceringen af årets Innovationsradar.dk udgivelse og gå-hjem-møde 2014. På gå-hjem-mødet vil der være indlæg fra Fiberline Composites grundlægger og tidligere direktør Henrik Thorning og Kenneth Larsen, partner i Keystones – specialist i forretningsudvikling og anskaffelse af risikovillig kapital. Og så skal vi naturligvis på rundvisning i Fiberlines produktionsfaciliteter. Gå-hjem-mødet finder sted torsdag den 3. april kl. 15–18.

Vil du vide mere, eller tilmelde dig arrangementet, skal du skrive til Mie Wittenburg: mw@smithinnovation.dk. Deltagelse er gratis, men der er kun et begrænset antal pladser. 

Billede: Fiberline Composites fabrik i Middelfart

Tilbage