Jagten på kapitalen

19.02.14 / udgivelser

Der er i stigende grad fokus på projekters overgang til markedet, når fonde og tilskudsordninger vurderer ansøgninger. Innovationsradar.dk øger indsatsen med at vejlede i udviklingsprojekters senere faser i arbejdet med at bygge bro mellem kapitalen og byggeriet.

Alle store virksomhedseventyr starter med en god idé. Men at komme fra den gode idé til markedssuccesen er ikke nemt, og det er sjældent en opgave, man kan klare uden andres bidrag og input, hvad enten der er tale om specialistviden, organisatorisk set-up eller støtte fra eksterne finansieringskilder.

Innovation handler om den gode idé, men i lige så høj grad om at få den implementeret. Det er her den største barriere vil være, når en forretningsidé skal blive til en markedssucces. For hvordan kommer man på markedet, og hvordan finder man den sidste nødvendige kapital?

Øget fokus på overgangen til markedet hos fonde og tilskudsordninger
Udviklingsprojekter vil typisk være udfordret på økonomien, fordi de drivende aktører i projektet ikke nødvendigvis har den kapital, der skal til for at finansiere projektets udviklingsaktiviteter. Det er her offentlige tilskudsordninger og private fonde kommer ind i billedet. Fælles for tilskudsordningerne og fondene, er, at begge fundingaktører i stigende grad har fokus på projekters overgang til markedet, samt de vækstperspektiver projektet har på længere sigt. Der er med andre ord en øget indsats i de senere faser i et udviklingsprojekt. I forlængelse her af ligger eksempelvis lanceringen af Markedsmodningsfonden og Grøn Omstillingsfond – to offentlige tilskudsordninger under Erhvervsstyrelsen, hvis formål er at bringe produkter og løsninger hurtigere på markedet.

Innovationsradar.dk tager hul på venturemiljøet
På mange måder kan man sige, at fundingmiljøet gennem de senere år har nærmet sig den del af venturekapitalmiljøet, der investerer i den risikable markedsovergangsfase. Det er derfor et naturligt næste skridt for Innovationsradar.dk at udvide feltet til også at handle om at bygge bro mellem byggeriets modne udviklingsprojekter og venturekapitalen.

Vi tager det første spadestik i vores arbejde med venturemiljøet i forårets Innovationsradar.dk udgivelse. Udgivelsen er et pjeceformat, der har de senere faser i udviklingsprojekter som omdrejningspunkt. I pjecen gennemgås nogle helt centrale forhold, der skal være styr på, inden du starter jagten på kapitalindskud til dit udviklingsprojekt.
Udgivelsen lanceres i april 2014 på det årlige Innovationsradar.dk gå hjem møde, der i år afholdes Fiberline Composites' fabrik i Middelfart. Mere information følger snarest.

Hold dig orienteret her på siden, LinkedIn og Twitter, og husk også tilmelde dig Innovationsradar.dk nyhedsbrev. 

Billede: Fiberline Composites. Viser Fiberline Composites produktion.
 

 

 

Tilbage