Håndværkere udvikler også nye løsninger til byggeriet

Håndværksfagene er ikke mest kendt for at være udviklingsorienterede, men Boxprofiler viser at håndværkere har meget at byde ind med, når der skal udvikles innovative byggeløsninger.

Jacob Himmelblå og Jacob Kjær Therkildsen har begge håndværkerbaggrund som henholdsvis blikkenslager og tømrer. De mødte hinanden på et byggeprojekt, hvor de hurtigt fandt ud af, at de delte en lyst til at videreudvikle og optimere nuværende løsninger inden for standard tyndpladeprofiler. Jacob Kjær Therkildsen fortæller: ”Vi har begge en håndværksmæssig baggrund og havde længe følt at nuværende systemer var forældede i forhold til de krav der stilles til byggeriet i dag. Derudover oplevede vi en generel efterspørgsel på en ny løsning inden for standardprofiler, og vi besluttede os for at gøre noget ved det.”

Jacob og Jacob identificerede med andre ord problemerne ved nuværende løsninger, og løste disse ved bl.a. at forbedre styrken i profilerne. Det var ligeledes en stor motivationsfaktor at kunne dække et reelt behov på markedet, der endda kan være med til at udvikle byggeriet. I dag er løsningen stort set færdigudviklet – den hedder Boxprofiler. Men det er ikke nogen nem sag at komme ud på markedet med nye produkter til en byggebranche, der ofte vælger den vante vej frem for at afprøve nye løsninger. Det er begge opfindere af Boxprofiler meget bevidste om. En vigtig komponent i vejen til potentielle kunder er dokumentation af et nyt produkts særlige egenskaber.

Ekstern finansiering skal bidrage til at dokumentere produktets egenskaber
Derfor er Boxprofiler gået skridtet videre og er nu i gang med at søge Realdania støtteordningen TEST om midler til at dokumentere produktets særlige egenskaber. De har endnu ikke fået svar på ansøgningen, men har allerede fået meget ud af den sparring, der har været gennem selve ansøgningsforløbet. Udover TEST er folkene bag Boxprofiler blevet vejledt af Opfinderrådgivningen, der også har været en vigtig sparringspartner. Sparring har betydet, at vi har undgået fælder Når Jacob skal svare på, hvad der har været det mest positive ved at komme igennem et ansøgningsforløb til en fond, svarer han: ”Vi mener at selve udviklingen af Boxprofiler er nået helt til målstregen. Nu er det et spørgsmål om, hvordan vi kommer bedst fra start. Her har det været en kæmpe hjælp at være igennem en ansøgningsproces som med TEST, hvor vi har fået stillet kritiske spørgsmål og taget ting med i vores overvejelser, som vi ellers ikke havde tænkt over. Vi var gået i flere fælder, hvis det ikke havde været for sparringen med TEST og Opfinderrådgivningen.”

Overordnet set tror Jacob Kjær Therkildsen, at der kommer fart på udvikling og innovation inden for håndværksfagene inden for de næste år. Denne betragtning har bl.a. at gøre med finanskrisen, hvor virksomheder mister konkurrencefordele, hvis ikke de udvikler sig. Samtidig oplever folkene bag Boxprofiler en stigende interesse for energioptimering og indbygning af løsninger, der kan minimere driftsudgifter. Til andre der går med en drøm om at starte et udviklingsprojekt, har Jacob et par gode råd: ”Hold fokus, motivér både dig selv og dine samarbejdspartnere. Skab dig et bedre netværk, for det du har er med garanti for lille. Og søg viden og sparring gennem diverse ordninger og tilbud.”

Skab dig et bedre netværk, for det du har er med garanti for lille!