Utraditionelt samarbejde banede vejen for midler til grønt udviklingsprojekt

Samarbejdet på tværs af byggebranchen og den grønne branche var kilde til stor inspiration for alle de involverede i Urban Green projektet.

Der er vidst ikke mange, der er i tvivl om, at den grønne dagsorden har vundet indpas i byggeriet gennem de senere år. Udviklingsprojektet Urban Green er et eksempel på et ”grønt” samarbejde mellem en arkitektvirksomhed, et gartneri og en biolog, der har fået støtte til at udvikle et koncept, der skal bringe naturen ind i byen og skabe vild og grøn frodighed på tage, facader, i parker og vejanlæg.

Urban Green går kort fortalt ud på at udvikle syv forskellige danske plantesamfund, såkaldte biotoper, der skal indføres i de danske byer i form af grønne tage, vertikale haver o.l. Det særligt unikke ved Urban Green er, at biotopernes artssammensætning og -frekvens er baseret på Danmarks Miljøundersøgelsers overvågningsprogram for Natura 2000 (netværk af beskyttede naturområder i EU). Det vil sige, at udviklingen af de syv biotoper bygger på bevaringsværdige plantesamfund, der findes ude i naturen.

Tværfagligt samarbejde var afgørende for succesen med at søge eksterne midler
Dorte K. Rhode Nissen, som er biolog på Urban Green projektet, og som har været den primære kapacitet i udarbejdelsen af ansøgningerne om eksterne midler, beskriver samarbejdet med projektets to andre parter som utraditionelt – et forhold, der, ifølge Dorte, har været en afgørende faktor for projektets fundingsucces.

Urban Green var tidligt ude og havde et bud på et koncept, der ikke blot har nyttige egenskaber i forhold til LAR løsninger, men som også baserer sig på at producere og udbrede plantesamfund, der findes ”ude i virkeligheden”, til tæt bebyggede arealer i byen. Projektets kobling til den grønne branche - gartneriproduktion og fremme af biodiversitet - var vigtig, fordi den åbnede op for nogle ordninger, der ikke har tradition for at støtte udviklingsprojekter i tæt relation til byggeriet. 

Der er meget inspiration at hente hos andre fagligheder
Samarbejdet på tværs af byggebranchen og den grønne branche var også kilde til stor inspiration for alle de involverede i Urban Green projektet. Den gensidige nysgerrighed på hinandens faglige områder, og oplevelsen af at arbejde sammen om en fælles grøn vision, bidrog således også positivt til selve udviklingsprocessen. Dorte K. Rhode Nissen beskriver. 

Det mest givende har været det utraditionelle, tværfaglige samarbejde. Det har været inspirerende for mig at få indblik i arkitekternes verden og deres måde at arbejde på. Det er godt at opleve, at selv om vi arbejder i forskellige verdener kan vi samles om de samme grønne visioner og drømme og det at realisere dem. Jeg tror, vi har inspireret hinanden meget gensidigt.”

Urban Green har modtaget toårig støtte fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. For øjeblikket er parterne i Urban Green på udkig efter mulige demonstrationsprojekter, hvor de kan teste deres koncepter inden for grønne tage, vægge, klimatilpasningsprogrammer, grønne områder og haver. Projektet drives af de tre parter 3XNs innovationsenhed GXN, Gartneriet 3kanten samt biolog Dorte K. Rhode Nissen.

(Fotograf: Dorte K. Rohde Nissen/Urban Green)

Det mest givende har været det utraditionelle, tværfaglige samarbejde